Hall of Fame

Bryder var Danmarks første ”Sportshelt”

Forbundets formand gennem 43 år, journalisten Arnold Richard Nielsen, mente at den danske brydekamps historie passende kan begynde med Frederik Safft. ”Nolle”, som formanden dengang blev kaldt, har givet en malende beskrivelse af den kamp, der skaffede Safft så megen berømmelse, at han kom til at fremstå som Danmarks første ”Sportshelt”. Lad os citere: 

I maj 1869 læser man i københavnske blade, at der 6. maj i Cirkus Halvorsen vil blive:
1. Optræden af den berømte Athlet, Hercules og Bryder William Heygster fra Krystalpaladset i London, kaldet Bryderkongen. 

Mr. Heygster opfordrer herved de stærkeste mænd heraf Staden til at indlade sig i Brydekamp med ham, og at han udover en Præmie af 100 Rigsdaler til den, der regelret kaster ham, således at begge skuldre berører Jorden. 
”Dagens Nyheder”, der var det første Blad, der havde en Sportsrubrik, skrev i Anledning af Udfordringen om Heygster: 
”Han skal ikke tidligere være blevet overvunden”
Hans første Modstandere var Jernstøber Andersen og Kuldrager Arentzen: Om dem hedder det i Bladet:
”Bryderkongen er en mindre Mand af en aldeles fabelagtig Tykkelse; alene det at vælte ham, naar han ingen Modstand gør, synes at maatte udfordre herkuliske Kræfter. Kombattanterne opnåede da heller ikke Prisen, om end de begge kæmpede hæderligt og ikke selv blev overvunden”

Tre dage senere viser Heygster, om hvem det er oplyst, at han er født i Bremen, men antagelig camourfleret som Englænder, fordi der endnu var gaaet saa faa Aar siden Krigen, sig atter på Arenaen og kaster Forgylder Andersen. Denne Kamp beskrives saaledes:
”Den udkæmpedes væsentlig med Hovederne, idet de kæmpende gensidigt ved Hjælp af disse at vælte Medbejleren omkuld”
Heygsters næste Modstander er Propskærer Nielsen, der havde opnaaet en vis Berømmelse ved Sejr over en tidligere Brydeberømthed, Ernst. Safft havde også kastet Ernst, men Propskæreren havde gjort det hurtigst.
Onsdag den 12. Maj kæmpede Heygster og Nielsen. Tyskeren vandt en hurtig Sejr; i Faldet forvred Proppeskæreren det ene Ben. 
Man ræsonnerede nu som saa: Safft har ingen Chance mod Heygster, fordi denne vandt saa let over Nielsen, som igen vandt hurtigere over Ernst end Safft. 

Trods alt var Safft vort sidste Haab, og Spændingen var stor, da Safft og Heygster mødtes 17. Maj, 2. Pinsedag, 1869, Kl. 4½. Denne kamp var henlagt til Christiansborg Slots Rideplads, og der var i Forbindelse med kapridning, men Hovedinteressen koncentrerede sig om Brydekampen. Billetpriserne var 3 Mark for balkon og Saddelplads og 24 Skilling for Staaplads. 
Beretningen om kampen lyder saadan:
”Efter at Safft allerede i første Tag havde rystet Modstanderen, lagde han ham i det næste fladt på Ryggen; Heygster skyndte sig at vende sig, men Kampen var afgjort: Bryderkongen var detroniseret

Og videre beretter Referatet om, at
”med en Jubel, der næsten ingen Grænse kendte, hilstes Safft af den uhyre Menneskemængde”
”Safft reddede sig op på en Sporvogn, som Folk straks stormede”
”hele Hyskenstræde var ufremkommelig, så tæt stod folk for at se ham komme hjem” 

Nogle år senere sattes der et foreløbigt punktum for brydesporten, Safft var blevet besejret, og vi havde ikke mere en ”Nationalhelt”- Flere franske brydere kom herop og besejrede i Cirkus Anthony de stærke Københavnere. Det var den rene elendighed og publikum så sig gale på de sejrrige franskmænd og demonstrerede så kraftigt imod dem, at Politidirektøren forbød brydekamp i København for en længere årrække.

Bech-Olsen kom efter i ophold i Hamborg til Hermod, hvor han blev lærer i græsk-romersk brydning i 1893. Det var således Bech-Olsen, der indførte den græsk-romerske brydning i Danmark, på betingelserne ”at han skulle holde sig selv ved kost”.

I halvfemserne var Bech-Olsen ”Nationens sportshelt” som ved sine professionelle kampe på bl.a. Traverbanen besejrede forskellige verdensberømte brydere indtil han i 1903 tabte først til en tyrkisk bryder, og siden til landsmanden Jess Pedersen, Odder.

Han blev så berømt, at han kom på tændstikæskerne (hvor vi nu har Tordenskjold). Herefter optrådte han i en række cirkus og fra 1908 blev han direktør i sig eget cirkus - Bech-Olsen.

102 år siden vi fik det sidste OL-guld.
Det er nu over 100 års siden vi fik den første og sidste OL-guldmedalje. Det er ved at være på tide at gentage successen fra 1906, da Søren Marinus Jensen, med sine kun 90 kg, ikke blot tog guld i sværvægt - men også tog guld i den åbne vægtklasse - en ekstra konkurrence, mellem alle klassevinderne.

”S.M.” trak i første runde østrigeren Arnold, som han selv anså, som sin værste modstander. Efter en halv times brydning, uden udsigt til resultat, skete der noget. Dedanske tilskuere udstødte et angstråb: ”Nu falder Jensen” men fem minutter efter fik S. M. Jensen sit favoritgreb, armfaldsgreb ind og minuttet efter opgav østrigeren sig frivilligt - han havde fået nok.

Derefter mødte han tyskeren Ronti, en kæmpe på 120 kg (folk blev ikke så store for 100 år siden), derefter belgieren Dubois, og endelig østrigeren Bauer, inden han var Danmarks første og indtil nu eneste Olympiske mester. 

Kongen lod S. M. Jensen kalde hen til sig og lykønskede ham. ”Er De nu rigtig glad? spurgte han, med sit vindende smil. ”Ja, det kan de nok tænke, Deres Majestæt” svarede S. M. Jensen stilfærdigt. 

Navnet Jensen var på alles læber og grækerne døbte ham ”Tofalos danias”. Tofalos var en græker, der sejrede i vægtløftning, og hvis billede fandtes på forsiden af enhver avis.

Efter sejren i den åbne klasse sad S. M. Jensen i selskab med kronprinsen og en anden kongelig person. Af den ene fik han en cigaret, medens den anden bød ham en tændstik og tænde hans cigaret, alt imedens "S.M." førte en jævn og ukunstlet samtale med dem, uden at vide hvem de var, han talte med og unde noget øjeblik at føle sig slået af det besynderlige i, at to græske officerer talte dansk!

Ud over OL guldet 1906, fik han bronze ved OL, både 1908 og 1912.
Han blev verdensmester 1905 og blev nr. 3 ved VM 1910. Endelig så blev det også til en sølvmedalje - dette ved EM 1911.