Brydningens historie

Brydningens historie

Fra de ældste tider har menneskets trang til at prøve kræfter med hinanden givet sig udslag i forskellige former for idræt, hvoraf brydning er den kendteste og en af de ældste. Således viser udgravninger af bl.a. Farao-gravene i Egypten, at disse gravmæler er beklædt med ca. 4000 år gamle billedfriser, som viser, at de gamle egyptere har dyrket brydning. Lignende fund viser, at der har været praktiseret brydning af forskellig art over hele verden. Mindst 200 arter praktiseres stadig og kaldes ”Traditionel brydning”.

Ved de antikke olympiske lege var brydning den vigtigste sport og indgik i tre discipliner: Femkampen, pankration (næve- og brydekamp) samt brydning.

Starten i Danmark

Brydning i Danmark beskrives første gang af historikeren Saxo Gramaticus i det tolvte århundrede i forbindelse med historien om Kong Skjold.

Den første danske organiserede brydekamp foregik i 1869, da Frederik Saft på Christiansborg Slots Ridebane besejrede tyskeren Heygsted og blev hele nationens ”sportshelt” – Siden fulgte Magnus Bech-Olsen, der udkæmpede mange drabelige dyster i cirkus og varieteforestillinger og var nationens sportshelt i 1890’erne. – Det var således professionel brydning, der startede sporten i Danmark, længe før ordet 'brydning' fik den betydning, som det har i dag.

Amatørbrydningen, der foregår i dag, startede med stiftelsen af Kjøbenhavns Athlet-Klub i 1888 af folketingsmand A.C. Meyer. Siden fulgte andre hurtigt med – bl.a. den ældste bestående klub – Hermod i 1893. (Thor Nykøbing blev stiftet i 1910 og er p.t. landets sjette ældste nulevende klub.)

Brydesporten var i tyverne og trediverne en af landets ”større idrætsgrene”, der specielt tillokkede medlemmer fra arbejderklassen. Således kunne sporten dengang tælle klubber som: Brandmændenes IF og Carslbergs IF, men også Handelstandens forening samt hele to Politi idrætsforeninger var med i denne periode. Dengang var brydning mest en arbejdersport, men i dag hentes medlemmerne fra alle samfundslag.

I 1901 stiftede man Dansk Atlet-Union (DAU), der foruden græsk-romersk brydning fra starten omfattede: boksning, vægtløftning, tovtrækning og køllesving. Siden fik bokserne og vægløfterne deres egne forbund, så det kun var brydning, der dyrkedes under DAU.

I 1994 tog forbundet navneforandring til Danmarks Brydeforbund, da man ofte blev forvekslet med andre forbund som atletik og vægtløftning. Samme år sagde man farvel til lokalunionerne, der tidligere talte: Københavns Atlet-Union, Sjællands Atlet-Union, Jysk Atlet-Union, Lolland-Falster Atlet-Union og sågar Bornholms Atlet-Union en kort tid.

Internationalt

Brydesporten blev i 1912 organiseret under FILA, som er et forbund, der nu tæller 144 medlemslande og således er et af de største forbund under IOC. Forbundet har medlemmer og holder kontinentale mesterskaber i alle verdensdele. Det internationale forbund varetager foruden den i Danmark kendte græsk/romerske brydning tillige fristil brydning, der alene adskiller sig fra vor græsk/romerske brydning ved, at man må tage og udføre greb under bæltestedet.

Pige/kvindebrydning blev fra midten af halvfjerdserne taget alvorligt, og der har i mange år været afholdt VM – og fra 2004 også OL – og andre mesterskaber på lige fod med de mandlige udøvere.

Totalt regner man med (der er ingen nøjagtig registrering), at der er ca. 20.000.000, der under en eller anden form dyrker sporten. Eksperterne er lidt uenige i sammensætningen fra land/verdensdele, men underligt nok havner de fleste på ca. 20 millioner. Man er dog enige om, at Kina tegner sig for ca. 5 millioner, hvoraf 1,5 millioner er piger/kvinder.

Tidligere regnede man fristil for den største del af brydningen, men de seneste års mesterskaber viser, at der er flere nationer til græsk/romersk stil. Men da kvinderne rent faktisk hører under fristil, kan man nu betragte de to stilarter som værende lige store.

Traditionel brydning

Som nævnt i indledningen udøves der ca. 200 stilarter af brydning, som kaldes traditionel brydning. Her tænkes på japanske Sumo, der i øvrigt i dag er blevet til en verdensomspændende stilart. Men der tænkes også på den Islandske ”Glima”, hvor der faktisk er en klub tilsluttet Danmarks Brydeforbund. Også kendt er østrigske Rangeln, der også blev kendt på de kanariske øer via en turist. I Schweiz har man Swingen, der ligesom de øvrige traditionelle stilarter praktiseres ved byfester mv. Lande omkring Kina betragter stadig deres traditionelle brydestil højere end de to olympiske stilarter, som vi kender.

Endelig er der showbrydning, der fortrinsvis praktiseres på udenlandske TV-stationer. Vi er i brydning kede af, at det kaldes ”Wrestling”, da det intet har med brydning at gøre. Amerikanerne har da også taget konsekvensen og omtaler altid vores idræt som enten ”Greek/Roman wrestling”, ”free­­style wrestling” eller ”Olympic style wrestling”.

Dansk brydning internationalt

Danmark havde sin guldaldertid fra århundredskiftet og frem til 1935. Her blev det til to OL-guld, 8 VM og 10 EM og i alt 55 medaljer. I 1948 blev det til bronze til Henrik Hansen ved OL i London, mens den næste senior-medalje blev taget af Bjarne Ansbøl, der fik sølv ved VM i Toledo 1962. – Det stod som rekord lige indtil 2005, hvor Mark O. Madsen, Thor Nykøbing, vandt en overraskende VM sølvmedalje i Budapest og tangerede Bjarne Ansbøls rekord – i øvrigt i samme klasse som Ansbøl (74 kg). Endelig kæmpede Anders Nyblom, Herning, om bronze i 55 kg og blev nr. 5. Den bedste danske placering siden 1962, der kun ’overlevede’ én dag.

I 2004 fik vi for første gang siden 1980 en bryder kvalificeret til OL. Håkan Nyblom, Herning, blev nr. 8. Men 2004 skulle vise sig at være skelsættende på andre måder. Mark O. Madsen, Thor Nykøbing, blev junior-europamester (20 år). Han er den første danske juniorbryder, der har taget en medalje, og det er forbundets første guldmedalje siden 1926, hvor Johannes Jacobsen vandt EM. Endelig var 2004 det år, hvor Team Danmark ophøjede brydeforbundet til elitesatsningsforbund, hvilket betyder, at vi har fast træningssted i Farum med polakken Jeroslaw Pyzara som fuldtidstræner – underlagt landstræner Benni Ljungbäck.

Fremtiden – den nye guldaldertid?

Det ser ud til, at tidligere sovjetstater fortsat vil tegne verdensbilledet sammen med nationer som Tyrkiet, Iran, Korea og Cuba. Men ingen af vestnationerne har givet op, og for Danmarks vedkommende er vi i gang med en proces, der helt sikkert betyder, at der opnås en del senior-medaljer inden for de næste år. Og måske den første af ædleste metal siden 1911, da Harald Christensen, Dan, vandt guld.

Bent Lauritsen/Benny Elberg

af Mads Bang Aaen - 09.01.2008