Interview med Rasmus Bech fra Politiken om Venskabsturen

Med på Danmarks Brydeforbunds tur til mellemøsten, var både DR Sporten og Politiken. Udover en række artikler og indslag i pressen mens bryderne var i Iran, kommer der over de næste to weekender både artikler og en tv-udsendelse om turen. Vi tog en snak med redaktør og journalist på Politiken Rasmus Bech om hans oplevelser under turen og venskabsprojektet.

Hvorfor sagde du ja til at tage med på turen? Da vi hørte om projektet for et år siden hvor det hed ”Muhammedprojektet”, var vi med det samme enig om, at vi ville være med. Set med avisens øjne var det et godt projekt for os, der er meget engageret i disse spørgsmål. Og vi mente, at vi godt kunne sælge brydning ind i den politiske vare. Forstået sådan at der er politik i, at f.eks. kvinder ikke har ret til at se på sport i Iran.

Hvad havde du gjort dig af tanker om Iran inden afrejsen? Som person er jeg et gennemsnitlig offer for de almindelige fordomme, der hersker om den slags lande. Det være sig præstestyret, kvindeundertrykkelse og hvordan religion styre et samfund. Så det var med stor spænding, at jeg tog af sted.

Som sportslig formidler, hvordan har det så været at formidle denne sportsbegivenhed? Det har været godt. Fordi bryderne er et godt ”materiale”. Forstået på den måde af der er ingen, som er hovskisnovski, de er ydmyg over for deres sport. De er jordnære folk, uden nykker og nemme at komme ind på livet af. De giver noget af sig selv og er gode fortællere. Modsat den stjernebestøvede sport. Og med til at 'lette' formidlingen og gøre den interessant for læserne var også rammen for selve brydestævnet i den hellige by Qom - altså en hal, der var domineret af kæmpebilleder af den islamiske republiks åndelige og politiske ledere. Det gav, sammen med en messende bøn som indledning på de to stævnedage, en helt unik atmosfære, og det gav ikke mindst nogle specielle og sjældne reportagebilleder, der uden tvivl har fanget læserne, hvad enten man tiltrækkes af brydning eller ej.

Hvordan ser du sporten som brobygger? Her er jeg jo romantikeren og naiv. Jeg tror på at det kan lade sig gøre. At sporten kan bruges til at skabe forståelse for hinanden og nedbryde de fastlåste forestillinger vi har. Samtidig skal vi passe på at den ikke misbruges.

På samme måde tror jeg på at de Olympiske Lege, uden at sige at de kan afværge krige og konflikter, men jeg tror på, at i de rammer der er under et OL, kan der komme forståelse og accept af hinandens forskelligheder.

Hvordan levede dine forestillinger om Iran op til forventningerne?

Jeg vil sige nogle af mine fordomme blev bekræftet. Men jeg synes det var mere nuanceret end jeg havde ventet, her tænker jeg på den store forskel der ikke bare afstandsmæssig mellem Qom og Eshfaran, de var også meget langt fra hinanden i tidsregning. Det var to vidt forskellige byer. Qom var egentlig det Iran jeg forventede og frygtede at se. Hvorimod Eshfaran giver et billede af hvordan Iran kan blive som et muslimsk samfund.

Eshfaran gav et billede af valgfrihed, at kvinderne selv kunne bestemme deres hovedbeklædning. Ikke at de måtte undlade, men der var forskellige grader af hvor lukket de skulle være. Og så, så vi en ungdom der vil det anderledes end præstestyret. De følger med i hvad der sker uden for Iran, og unge i Iran vil være ligesom unge i andre lande.

Hvilke oplevelser har gjort størst indtryk? Det var der flere ting der gjorde, blandt andet det vi ved selvsyn blev vidne til bortvisningen af DBs kvindelige medarbejder både ved træning og konkurrence, samt den efterfølgende episode på hotellet. Det havde jeg ikke regnet med ville ske, at det kunne lade sig gøre.

Så var der også noget omkring den varme vi konstant blev mødt med, folk der gerne ville i kontakt, mødes med og tale om, hvordan vi så på Iran som land og dem som folk.

Men så oplevede jeg også et strejf af angst på gaden i Qom, jeg ved ikke hvad det var, om det var sikkerhedsvagten vi havde med eller vores tolk. Jeg følte de opførte sig anspændt og efter selv at være blevet ”stødt” over at vi blev præsenteret som schwiezer og ikke dansker, tog jeg pludselig mig i en situation hvor jeg følte mig presse og nogen spurgte hvor vi kom fra, ja så svare jeg Schweiz. Uden egentlig at vide hvorfor, men jeg følte mig en smule angst lige der.

Sidst men ikke mindst så var der oplevelse af at blive inviteret indenfor i et iransk hjem til en gæst frihed som jeg ikke tror mange danskere har. De møder os, inviterede os inden for og fortalte om deres liv på godt og ondt, til trods for at det kunne være farligt for dem. Det gjorde et stort indtryk

Som objektiv i vurderingen af projektet, er missionen så lykkedes? Det ved jeg ikke, om jeg er den rigtig til vurder, da vi ikke sad med omkring bordet, da planerne og forventningerne til projektet blev sat i gang. Men man kan i hvert fald sige at det lykkedes på den måde at der blev skabt kontakt. Bryderne kom til at tale med iranerne, hvilket de måske ikke havde de helt store forventninger om, og vi kom til at tale med det iranske folk. Der blev lavet venskaber.

Skal sporten til at tænke på andet end bare formidling af resultater, for at du som journalist vil skrive om det? Det handler ikke så meget om hvad jeg vil skrive om. Det handler om hvorvidt nogen vil læse om det. I en verden hvor vi er proppet med elektroniske action og resultater hele tiden, så skal vi også skrive noget til dem der gerne vil fordybe sig. Og der er forhåbentlig et stort behov for at få gode såvel som dårlige fortællinger. For mig er det en fornøjelse at skrive om sport på den her måde, jeg forsøger altid at finde en vinkel der rækker lidt videre og håber så, at det også giver en god læse oplevelse.

I Politiken på søndag kan man læser en større artikel fra turen til Iran.

af Mads Bang Aaen - 20.03.2009