En svedig aften i brydeklubben
Brydning er en af verdens hårdeste sportsgrene. Et miljø som få i Danmark kender til. I tirsdags var der igen træning i Thor Vejgaard.
Techno-rytmer brager ud af højtalerne. Atten styks lår- og lægmuskler markeres tydeligt ved hvert skridt, der tages. De imponerende biceps udvider elastikken i T-shirten.
”Få nu fingrene ud”, råber Zap Tashkilot.
Ni unge mænd med fokuserede blikke jagter hinanden og en bold rundt i lokalet. Fire små drenge, der netop er færdige med at træne, står og ser på. ”Ej se - de bryder mens de spiller,” griner en af dem. Klokken er 18.45 og opvarmningen i Brydeklubbben Thor Vejgaard har været i gang i et kvarter.
De sveder sig i form
På de sidste trin op mod førstesalen bliver man mødt af en mur af varme. Brydemadrasserne er nye, og lokalet er nymalet. Men lugten af sved er alligevel gennemtrængende. Man kan spejle sig i madrassen. Konditionstræningen ligner mest af alt en fangeleg med forhindringer.
”Jeg kan ikke få luft,” råber den 25-årige Peter Jørgensen.
Han bliver jagtet af Marcus Frandsen, hvis trøje efterhånden har skiftet farve fra rød til bordeaux. Fløjten lyder. Ingen siger noget i de 30 sekunders pause. Men pust, støn og dybe vejrtrækninger bryder stilheden.
En lille klub med store talenter
I gangen under brydesalen hænger farverige plakater og sort/hvide billeder side om side.
Plakater af mænd med mavemuskler mere markerede end Angelina Jolies kindben hænger på væggene. Næste år kan klubben fejre 100 års jubilæum. Og de sort/hvide billeder er til minde om nogle af Thor Vejgaards store brydere gennem tiden. Men det er ikke historie alt sammen. Klubben rummer kun en brøkdel af de 20 millioner brydere, der findes på
verdensplan. Men på førstesalen løber flere danske og nordiske mestre rundt i en cirkel og laver koldbøtter efterfulgt af højdespring over plastikstænger.
Straf og talent giver respekt
”Lad nu vær’ med at fuck’ det op den her gang” råber Zap Tashkilot til en af bryderne, der har væltet en forhindring.
Bryderne skal helst lære af deres fejl. Derfor - hvis man fejler, så er det enten forfra eller straf. Den 29-årige træner tolererer ikke udtrykkene ”Jeg vil ikke, jeg kan ikke, jeg gider ikke”.
Men ikke kun udsigten til straf, i form af krydstag med en 40 kilo tung dukke, får de unge mænd til at makke ret.
”Hvis træneren ikke er bedre end en selv, så er det svært at have respekt. Så det er klart, at hvis ens træner er rigtig rigtig dygtig som Zap er, så giver det respekt i sig selv”, fortæller Mathias Bak om sin træner.
I en rundkreds ligger bryderne i den samme stilling. De er i gang med at træne det vaskebræt, de alle render rundt med. De fleste skærer efterhånden ansigter. Men Zap Tashkilot sidder stadig ubesværet med armene over kors.
”Stræk nu de ben,” lyder det.
Træning er belønning
Marcus Frandsen og Dennis Sabroe vejer sammenlagt 175 kilo. Sveden drypper fra deres kroppe mens de sjosker rundt. De smiler ikke mere, men bliver alligevel ved, indtil de får besked på andet. De ved aldrig hvornår.
”Det kommer lidt an på Zaps humør”, forklarer Dennis Sabroe.
Brydning kræver lidt af det hele. Udholdenhed, fleksibilitet, strategisk sans, hurtighed, koordination og råstyrke. Sporten er derfor en af verdens hårdeste. Alligevel har 20-årige Dennis Sabroe dyrket brydning i mere end ti år.
”Man får jo lov til at gøre det, man ikke må alle andre steder. Gå fuldstændig amok”, griner han.
Kamptræningen er det sidste på programmet. Hvis man har held med at lægge modstanderen ned på ryggen, bliver man belønnet. Belønningen er, at man får lov at prøve igen.
af Cecilie Bak, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole - 11.10.2015